Kære medlemmer i Brøndby Tennis Klub

Rigtig godt nytår til alle klubbens medlemmer.

Vi håber for os alle sammen, at det det bliver et godt tennis-år, med masser af godt og sjovt tennisspil.

Vi må dog lige vente lidt endnu med at genoptage brugen af vores indendørshal. På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige noget om tidspunktet, foreløbig er lukningen fastsat til at vare til og med 17. januar. Vi giver besked om eventuelle forlængelser af lukningen, men samtidig ser vi frem til at åbne hallen så snart det er muligt.

Vedr. formandsvalget

Jeg har haft 12 dejlige år som formand, har lært så mange dygtige og søde mennesker at kende i vores tennisklub, vi har haft gode bestyrelsesmøder, som både var meget faglige, men også meget sjove og hyggelige. Det har været vigtigt for mig og andre bestyrelsesmedlemmer, at det frivillige arbejde også giver noget personligt til hver især. Dette vil jeg så gerne give videre til en ny formand.

Selve arbejdet kan jo gøres på så mange forskellige måder. Man behøver ikke at være et ’snakkehoved’, som de to sidste formænd har været det. Meget kan klares med skriftlighed, selv på en generalforsamling kan meget gøres skriftligt.

Mange af jer, som jeg har talt med om det kommende formandsskifte, har primært haft to spørgsmål. Det ene spørgsmål har været, hvorfor man ikke bare i bestyrelsen kan arbejde videre uden formand, eller nogle medlemmer kunne dele formandsposten? Svaret på dette er, at der skal være en formand. Der skal være én som tegner klubben, én som står til ansvar. Meget kort kan det siges, at hvis der ingen formand er, så er der ikke en forening og dermed ikke en tennisklub som vi kender den i dag.

Det andet spørgsmål har været hvor meget arbejde der er i formandsposten. Det kan være svært at sætte timer på, men det meste af arbejdet, er ikke noget som kræver, at man handler her og nu. Vi er så heldige i BTK, at vi har så gode folk på nogle af de poster som kræver umiddelbar handling. Det er opgaven som kasserer, opgaven med hus, baner og IT samt opgaven med ungdomsarbejdet. Det er dette bagland af bestyrelsesmedlemmer som arbejder for klubben, som er stabiliteten for formanden. Dette er gaven til én af jer som den nye formand.

Derfor vil vi gerne give jer en mulighed for, at vi får en god generalforsamling og et godt formandsvalg, hvor vi er til stede sammen og ikke ved et distancerende virtuelt møde. Vi har inviteret og fået tilsagn fra Rasmus Rosendahl fra DTF om deltagelse ved generalforsamlingen, han kan levere supplerende oplysninger omkring formandsvalg, hvis det kræves.

Vedr. generalforsamling

· Generalforsamlingen skal ifølge vores vedtægter finde sted inden 1. marts. Da forsamlingsforbuddet løber til 28. februar, er der forskellige mulige scenarier for den kommende generalforsamling

· hvis forsamlingsforbuddet efter d. 28. februar, øges til fx 50 eller 100, kan vi afholde generalforsamling fra midten til slutningen af marts måned. Det kan foregå i hallen med afstand og strømpefødder ??. Der kommer en indkaldelse med udskydelse af generalforsamlingen og en dato, for dette scenarie i januar måned.

· hvis forsamlingsforbuddet stadig er lavt efter d. 28. februar, kan vi udsætte generalforsamlingen endnu en gang og indkalde så snart det er muligt

· I begge mulige scenarier lader man bestyrelsen forsætte som en ’hvilende bestyrelse’, som kun foretager sig det absolut nødvendige i perioden fra d. 1. marts til generalforsamlingen faktisk finder sted

· Der er frist for forslag til generalforsamlingen d. 15. januar, uanset hvilket af de to scenarier der er i spil

Venlig hilsen Bestyrelsen / Gitte Samsøe