Beslutningsreferat fra BTK’s generalforsamling afholdt i Brøndby Tennis Klub d. 27. februar 2024.
Tilstede var 42 medlemmer
1. Valg af dirigent.
Søren Beck blev valgt som dirigent og kunne konstatere at generalforsamlingen var indkaldt jf. vedtægterne og at regnskabet havde ligget til gennemsyn på www.btk58.dk i de krævede 8 dage.
2. Formandens beretning af klubbens virksomhed i det forløbne år 2023.
"Formanden Mikael Læbo Svendsen orienterede om hvorledes det var gået med de respektive hold og udtrykte specielt tilfredshed med at se hvordan vores juniorer har udviklet sig.
Derudover var det rigtig godt at man kan følge med gennem de referater og billeder der blev taget fra holdkampene.
Ydermere virker det som om at det nyhedsbrev der kommer ud ca. en gang om måned er blevet taget godt imod fra klubbens medlemmer.
Formanden kunne med stor tilfredshed meddele at det efter lang tids søgen var det lykkes at finde en kasserer til at tage over efter Knud Larsen.
Søren Degn havde tidligere sagt at i yderste konsekvens så ville han godt påtage sig opgaven og heldigvis så holdt Søren ord og er nu klar til at overtage kasserer posten og gå ind i bestyrelsen.
Formanden nævnte også de forskellige aktiviteter der havde været i løbet af sæsonen og lagde op til at flere melder sig til at hjælpe til ved forskellige arrangement så det ikke altid er Tordenskjolds soldater der står for det der skal ske i klubben.
Der er lagt en ansøgning ind på to padelbaner og en slåvæg hos kommunen. Kommune har ytret sig positivt ifht padelbanerne men indskærper dog at riget fattes penge. Det er nok tvivlsomt om der kommer sådanne tiltag i år.
Formanden afsluttede med at ønske alle en rigtig god tennissæson.
Beretningen blev godkendt med klapsalver fra de fremmødte.#
3. Kassererens forelæggelse af det reviderede regnskab for 2023 og budget 2024.
Knud Larsen fremlagde det reviderede regnskab for 2023.
For første gang i flere år med et fint overskud 👍
Regnskabet blev godkendt. Knud Larsen fremlagde derefter budgettet for 2024 indeholdende de foreslåede brugerbetalinger for træning jf. punkt 4 i generalforsamlingen.
Budgettet blev godkendt med klapsalver. Regnskabet og dets kommentarer ses i separat dokument.
4. Behandling af indkomne forslag:
Bestyrelsen havde fremsat forslag om brugerbetaling (450 kr. pr. år) for træning af klubbens juniorspillere og 250 kr. for hhv. sommer- og vintersæson for klubbens træning af 1. holdet.
Dette for at reducere vores tab på træning af juniorer og samtidig også stadig kunne lave gode og relevante arrangementer for denne for klubbens fremtid så vigtige medlemmer.
Efter spørgsmål fra salen om dette prisniveau var korrekt ift. sammenlignelige klubber på Vestegnen (det er det kunne bestyrelsen bekræfte) blev forslaget enstemmigt vedtaget.
5. Valg af formand:
Ikke på valg i år.
6. Valg af kasserer:
Kasserer Knud Larsen ønsker ikke genvalg. Søren Degn har tilbudt at overtage posten og han blev enstemmigt valgt.
7. Valg af øvrig bestyrelse:
Villige til genvalg: Morten Piriwe Risom, Uffe Nielsen, Bente Svarre Nielsen og Niels Hedebo Andersen - Alle blev genvalgt.
Emil Svendsen er ikke villig til genvalg – i stedet forslog bestyrelsen Michael Nielsen som nyt bestyrelsesmedlem. Michael blev valgt ind.
8. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen:
Nuværende suppleanter Susanne Krøjen og Anne Vinther Rasmussen stillede op til genvalg – de blev genvalgt.
9. Valg af 2 revisorer og 1 suppleant:
Nuværende revisorer er Kjeld Thrane og Rasmus Krøjen. Begge var villige til genvalg - og blev genvalgt.
Suppleant Lone Degn modtog ikke genvalg – bestyrelsen foreslog Knud Larsen som ny suppleant. Knud blev valgt.
10. Eventuelt
Henrik Koch Nielsen spurgte ind til om der kunne etableres en udendørs vandhane til påfyldning af drikkeflasker og om ikke der kunne gøred noget ved skråningerne bag vore baner så man lettere kan finde/hente sine bolde.
Begge dele tages op igen med Brøndby Kommune da det skal foregå via dem og deres medarbejdere.
Formanden takkede derefter Emil Svendsen og Knud Larsen for deres virke i klubbens bestyrelse – og udover de mange pæne ord var der både en buket og en gave til dem.
Herefter bød Klubben på højt belagt smørrebrød og en drikkevare til de fremmødte medlemmer.