Kære alle,
Beklager dette nyhedsbrev kommer lidt sent, men bedre sent end aldrig.
Vi håber, at I har haft en dejlig sommer og en god ferie.
Og hvis I stadig er på ferie, så nyd den.
Vejret har jo ikke været det bedste i juli., så vi håber på, at august vil blive bedre???, nu hvor vi kommer i gang igen med tennis’en efter ferien.
Vi startede med en Sommercamp for vores juniorer: i uge 31
Ugen har især budt på våde, men spilrige dage, der blev mulige at udføre indendørs. Campen blev gæstet af otte juniorer, der alle var opsatte til en uges tennistræning i deres sommerferie. Juniorerne mødte ind til træning kl. 10, hvor dagen startede ud med fælles opvarmning. Herefter blev de delt ud i hold, hvor de dag for dag blev ført gennem diverse slagtyper. Campen blev om fredagen afrundet med tørvejr *wuhuu* en doubleturnering, diverse spiløvelser, rundbold samt kagehygge med hjemmebag og juice. Tak til alle deltagende.
Tak til Kimberly, Ida og Maja stod for afviklingen.
Vi håber, at vi kan gentage succesen til næste sommer.
Vi er allerede godt i gang med holdkampene for 1. holdet, veteran- og motionistholdene. Kom endelig over og hep på vores hold.
BTK-turneringen starter også på torsdag d. 17.8., hvor der kommer dejligt mange på anlægget.
Husk også, at der er HYG-IN .søndag og onsdag, hvor der har været lidt stille her hen over sommeren, så nu håber vi, at der kommer gang i denne aktivitet.
Søndag 3. september afholder vi grøn pleje af anlægget, så det kan stå så pænt som muligt til klubmesterskabet. For at gøre det mere festligt, mødes vi kl. 12.00 til en kop kaffe/the??, inden vi fjerner ukrudt, klipper grene og fejer fliserne.
Kl. 14.00 spilles der så kampe med alle fremmødte hjælpere - dog først efter at vi har slukket tørsten med en genstand på klubbens regning. Det bliver så hyggeligt.
Så sæt kryds i kalenderen allerede nu.
Og så lader vi op til klubmesterskaberne, der starter d. 8. september og slutter med finaledag og klubmesterskabsfest d. 16.9.
Tilmeldingslister til årets klubmesterskaber er hængt op i klubhuset. Vi håber på rigtig mange tilmeldte i år, da det er sjovere, jo flere der er på banerne og ikke mindst super hyggeligt med mange medlemmer på anlægget.
Så kom bare i gang med at skrive jer på. Vi ved af erfaring, at når først tilmeldingerne starter, så er der flere, der også melder sig. Sidste tilmelding søndag d. 24.8.
Vedr. klubmesterskabsfesten, er der p.t. 4 medlemmer, der har meldt sig til at hjælpe med til at arrangere årets klubfest på finaledagen lørdag den 16. september.
Vi kan sagtens bruge nogle flere, så de sædvanlige skuldre kan blive aflastet lidt. Skulle I have lyst til at hjælpe, så tag fat i Mikael Læbo (formanden), det vil blive taget i mod med kyshånd.
Der er ikke så meget mere at skrive om, andet end rigtig god fornøjelse på banerne, husk at tilmelde jer klubmesterskabet og festen og nyd den sidste sommermåned.
Mange hilsner
BTK’s bestyrelse