Kære BTK’er,


Ja, så er vi kommet til slutningen af udendørssæsonen 2022, og efteråret har gjort sit indtog.

Der er ikke så lange lyse aftener mere, luften er blevet meget kølig og i det hele taget, så kan man godt mærke, at den gode sommer er bag os.


Men det har været en dejlig sommer, som sluttede af på den bedste måde med et godt, spændende og sjovt klubmesterskab.

Der var desværre ikke så mange tilmeldte – det må vi kunne gøre bedre til næste år – og derfor var der heller ikke så mange kampe fordelt på ugen.

Men dem der var, var gode, lange og sjove kampe.


Følgende blev klubmestre i år:

A-herre single: Thomas Svarre Nielsen

A-double: Henrik Koch og Philip Verge

A-mix: Anne Rasmussen og Mikael Læbo

A-dame double: Kirsten Larsen og Anja Kragh

B-herre single: Niels Hedebo

B-herre double: Bruno Clematide og Finn Svendsen

B-Mix: Rikke H Andersen og Christian Berg Larsen

B-dame double: Mariann Street og Vibeke Rasmussen

C-herre single: Egon Sørensen

C-mix double: Peter Hansen og Janne Munch

Juniorrækken: Munachiso og Kamille


Kæmpe tillykke til dem.


Vi sluttede klubmesterugen af med en super hyggelig klubfest med god mad og masser af hygge.

Tusind tak til Anita, Anne R, Susanne K, Michael N og Bente S for at stable dette arrangement på benene.

Her fik vi også kåret Årets BTK’er, som i år blev Kirsten Larsen for det store arbejde, som hun har gjort i forbindelse med klubmesterskabet i år. Klubmesterskabet er det største arrangement for klubben hvert år. Det er ikke nogen spøg at holde styr på alle os deltagere, som gerne vil flytte lidt rundt på kampene i ny og næ og holde styr på resultaterne, så vi alle kan følge med i turneringen. Tusind tak Kirsten??.


Og nu går sæsonen på hæld.

Meeen, vi stopper ikke med at spille tennis udendørs endnu. Vi vil igen i år forlænge sæsonen, så længe vejret og vores banemænd vil tillade det.


Vedr. hallen, så er timerne blevet fordelt for de næste 2 år.

De timer, som er frie, er klar til, at man kan booke dem på nettet.

Vores juniorer har fået ekstra timer i hallen i den kommende sæson, da vores gruppe af juniorer er vokset hen over sommeren, så det er dejligt at kunne tilbyde dem træning og hyggeligt samvær hen over vinteren også.


Husk, at vi holder Åbent Hus på Kulturnatten d. 7.10. fra kl. 17 – 21.

Det bliver en klubaften, hvor du kan tage din ketcher med og spille lidt eller bare hygge med de andre medlemmer. Vi tænder grillen og griller nogle pølser og der er øl og vin i baren.

Vi håber, at der kommer andre, som godt kunne tænke sig at spille tennis, så lad os vise dem, hvor dejlig en klub vi har, så de har lyst til at melde sig ind hos os.


Og så planlægger vi en julehyggeaften med Gløgg og æbleskiver, men det vender vi nærmere tilbage med i næste nyhedsbrev, så I kan sætte kryds i kalenderen.


Ha’ en dejlig oktober, nyd efterårsferie og pas godt på jer selv og hinanden.


Mange hilsner


BTK’s bestyrelse